Der er noget ved westerngenren, der fortsat tiltrækker store navne. Måske er det det episke lys, det moralske tomrum, den dramatiske geografi. Eller måske er det bare, at en mand med en hat stadig sælger billetter. Tommy Lee Jones’ The Homesman fra 2014 er dog ikke nogen almindelig western – og castet er heller ikke helt almindeligt sammensat. Det er en film, der forsøger at sige noget om kvinder, om galskab, om det amerikanske frontier som et rum af tab snarere end triumf. Og så er der selvfølgelig det spørgsmål, man altid bør stille: holder castet, det løftet?
Svaret er: delvist. Og det er faktisk interessant nok i sig selv.
Medvirkende i The Homesman – hvem er egentlig med?
Lad os starte med det åbenlyse. Filmen hviler tungt på to skuespillere: Hilary Swank og Tommy Lee Jones selv. Swank spiller Mary Bee Cuddy, en selvstændig og dybt ensom kvinde på prærien, der påtager sig opgaven med at transportere tre psykisk syge kvinder tværs over landet. Jones spiller George Briggs, en halvkriminel vagabond, hun redder fra en galge, og som bliver hendes uvillige rejseledsager.
Det er en usædvanlig konstellation – og det er faktisk filmens styrke, at det ikke er en klassisk mandlig frelserfigur, der driver handlingen. Men vi vender tilbage til det.
De tre kvinder, der transporteres, spilles af Miranda Otto, Grace Gummer og Sonja Richter. De har begrænsede, men intense roller – og alle tre leverer noget, der sidder fast. Sonja Richter er dansk, og det er svært ikke at bemærke, at hun holder sig helt på niveau med de engelsksprogede kolleger. Måske endda overgår dem i visse scener.
Herudover optræder navne som John Lithgow, James Spader, Meryl Streep, Hailee Steinfeld, Tim Blake Nelson og Jesse Plemons i mindre og varierende grad. Det er, lad os sige det direkte, et imponerende sidepanel – måske lidt for imponerende til at fungere helt naturligt.
Læs også artiklen om medvirkende i Gone Girl.
Casttabellen – roller og vurderinger
| Skuespiller | Rolle | Vurdering (1–10) | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Hilary Swank | Mary Bee Cuddy | 8 | Stærk, tilbageholdt og troværdig – bærer filmen med en sjælden tyngde |
| Tommy Lee Jones | George Briggs | 7 | Vel komfortabel i rollen, men det er præcis den komfort, der indimellem føles som en genvej |
| Miranda Otto | Arabella Sours | 7 | Underudnyttet, men leverer noget nært ved det uhyggelige |
| Grace Gummer | Theoline Belknap | 6 | Stærk i de stille øjeblikke – lidt forsvindende i de store |
| Sonja Richter | Gro Svendsen | 8 | Overraskende dyb præstation – fysisk og psykologisk troværdig |
| John Lithgow | Rev. Dowd | 6 | Fin, men lidt dekorativ i det store billede |
| James Spader | Superintendent Aloysius Duffy | 6 | Spader er altid interessant, men her bruges han knap nok |
| Meryl Streep | Altha Carter | 7 | Kort, men præcis – Streep kan ikke rigtig spille dårligt |
| Hailee Steinfeld | Tabitha Hutchinson | 6 | Lovende, men scenen er for kort til at sige meget |
| Jesse Plemons | Svendsen | 5 | En rolle der mere er funktion end karakter |
| Tim Blake Nelson | Vest | 5 | Dukker op, gør sin ting, forsvinder igen |
Swank og Jones – en dynamik der virker og ikke virker på én gang
Hilary Swank er filmens egentlige ryggrad, og det er måske det mest modige castingvalg. Hun er ikke den type skuespillerinde, man typisk ser i westerns – hun er ikke elegant dekorativ, hun er ikke distressed damsel. Mary Bee Cuddy er intelligent, trodsig og ensom på en måde, der gør ondt at se på. Swank spiller det uden sentimentalitet, og det er præcis rigtigt.
Jones er Jones. Det vil sige: han er god. Men han er god på en måde, der minder en om, at han har spillet denne type karakter mange gange. Den hårde mand med skjult hjerte, den kyniker der alligevel gør det rigtige. Det er ikke et problem i sig selv – men det er heller ikke overraskende. Og i en film, der ellers forsøger at skubbe til genren, sidder det lidt fast.
Kemien mellem de to er reelt filmens mest interessante element. De er ikke romantiske, ikke venner, ikke fjender – de er to mennesker, der er låst fast i en opgave, de ingen af dem ønskede. Det er en sjælden relation at se på film, og det fungerer bedre, end man måske ville forvente.
De tre kvinder i vognen – den oversete kerne
Det er faktisk lidt paradoksalt, at filmen handler om tre kvinder, der er brudt psykisk sammen under præriernes umenneskelighed – og at disse tre kvinder alligevel let kan forsvinde i hukommelsen, overskygget af Swank/Jones-dynamikken.
Miranda Otto, Grace Gummer og Sonja Richter spiller alle karakterer, der er redukerede til tilstande snarere end personligheder. Det er bevidst fra filmens side – de repræsenterer, hvad frontier-livet kunne gøre ved kvinder. Men det efterlader skuespillerne i en vanskelig position: de skal udtrykke noget dybt med meget begrænset plads til nuancer.
Sonja Richter gør det bedst, synes jeg. Der er noget i hendes blik, i måden hun holder kroppen på, der fortæller en hel livshistorie uden dialog. Det er den slags præstation, der minder én om, at dansk filmtradition faktisk leverer noget særligt i den psykologiske realisme.
Du kan også læse mere om castet i A Very Royal Scandal.
Stjernebesætningen i siderne – for meget eller præcis nok?
Her er, hvor jeg har lyst til at løfte et øjenbryn. Meryl Streep, James Spader, John Lithgow – det er store navne i roller, der samlet set ikke fylder ret meget. Det kan naturligvis tolkes positivt: de store navne bruges ikke som trumfkort, men som en slags menneskelig tekstur i filmens univers.
Men det kan også tolkes mere kynisk: at et sådant cast er en forsikringspolitik. En måde at signalere seriøsitet og prestige, uden at man nødvendigvis behøver fortjene det. Og det er der, filmen vakler lidt for mig. Det føles indimellem som om, Jones (som også instruerer) har inviteret venner og bekendte til en fest, der er lidt for alvorlig til at være hyggelig.
James Spader er et godt eksempel: han er altid interessant at se på, men hans scener i The Homesman kunne have været spillet af hvem som helst. Der er ingen særlig grund til, at det er ham – og det siger noget om, at castingen her er mere strategisk end organisk.
The Homesman cast i et nutidigt perspektiv – hvad fortæller det os i dag?
Det er nu ti år siden filmen udkom. Og det er svært ikke at se den med lidt andre øjne i 2024.
The Homesman forsøger at fortælle en feministisk-orienteret western, der sætter kvindernes oplevelse i centrum. Det er prisværdigt. Men det er stadig en film instrueret og medspillet af en mand, der til en vis grad dominerer den narrative stemme. Mary Bee Cuddy er filmens hjerte – men George Briggs er dens stemme og fortæller, og det er ikke uden betydning.
I en tid, hvor vi diskuterer repræsentation og autenticitet i film langt mere eksplicit, er det interessant at spørge: ville denne film blive lavet på samme måde i dag? Ville Swank stadig spille rollen – eller ville man have ledt efter en instruktrice til projektet? Det er ikke kritik af filmen som sådan, men snarere en opmærksomhed på, at selv velmenende fortællinger kan have strukturelle begrænsninger, man ikke altid ser, mens man er inde i dem.
Sonja Richters tilstedeværelse i castet er i den sammenhæng faktisk symptomatisk for noget godt: en ikke-anglofon skuespillerinde i en Hollywood-produktion, der ikke er eksotificeret eller reduceret til et kulturelt accessoar. Hun er bare med. Det burde være en selvfølge – men det er det jo stadig ikke altid.
Læs også om medvirkende i For Your Eyes Only for et anderledes blik på store ensemblebesætninger.
Helhedsindtryk – fungerer ensemblet?
Som ensemble er The Homesman‘s cast bedre end summen af sine enkeltdele – og det er ikke helt en kompliment. Det er en film, der har for mange gæstestjerner til sin egen gode, og som lejlighedsvis mister fokus i jagten på at bruge dem.
Men Swank og Richter er stærke nok til at bære filmen igennem de øjeblikke, hvor Jones-figurens tyngdekraft truer med at tippe balancen. Og der er scener – specielt i rejsens tidlige fase – hvor man mærker noget autentisk: mennesker i et rum uden sikkerhedsnet, i et land der ikke ønsker dem noget godt.
Det er de øjeblikke, filmen er bedst. Og de øjeblikke opstår ikke af store navne, men af stille og præcist skuespil.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem spiller hovedrollen i The Homesman?
Hilary Swank spiller Mary Bee Cuddy, filmens egentlige protagonist. Tommy Lee Jones spiller George Briggs ved siden af hende – og instruerer filmen.
Er der danske skuespillere med i The Homesman?
Ja, Sonja Richter spiller Gro Svendsen, en af de tre kvinder der transporteres i filmen. Det er en stærk præstation i en begrænset rolle.
Hvem spiller de tre psykisk syge kvinder?
Det er Miranda Otto, Grace Gummer og Sonja Richter – alle tre i intense, men scarsomme roller.
Er Meryl Streep med i The Homesman?
Ja, Meryl Streep optræder i en mindre rolle som Altha Carter. Det er en kortere optræden, men hun leverer som altid.
Er The Homesman værd at se for skuespillets skyld?
Ja, primært for Hilary Swank og Sonja Richters vedkommende. De to løfter filmen over det gennemsnitlige.
Bruges sidesætning af store navne godt i filmen?
Det er diskutabelt. Navne som James Spader og John Lithgow er tilstedeværende, men knap nok udnyttede. Det ligner mere prestige-casting end dramatisk nødvendighed.
