Der er noget næsten rituelt ved at sætte sig til rette med en stor fantasy-produktion og lade sig rive med. Man ved godt, at man befinder sig i et univers, der er bygget op af millioner og atter millioner af dollars, og alligevel – eller måske netop derfor – sidder man og håber på det lille øjeblik af ægte menneskelig tilstedeværelse, der kan gøre forskellen mellem spectacle og fortælling. Medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug leverer faktisk flere af disse øjeblikke, selvom filmen som helhed er en voldsomt ambitiøs maskine, der ind imellem truer med at køre sine egne karakterer ned.
Peter Jacksons anden del af Hobbit-trilogien er et besynderligt dyr. Den er hverken ren eventyrfilm eller ren actionfilm, men snarere en slags hybrid, der prøver at ramme alt og til tider rammer ingenting helt præcist. Og alligevel er der noget her, der hænger ved. Det er ikke altid handlingen. Det er mennesker – og ikke-mennesker – der formår at bære noget ægte i kroppen, selv når dialogen er skrevet til at sige det, som alle allerede ved.
Castets sammensætning – hvem spiller hvem
Herunder ses et overblik over medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug og de roller, de bærer gennem filmens forløb:
| Skuespiller | Rolle | Episoder / år | Vurdering (1–10) | Kommentar |
|---|---|---|---|---|
| Martin Freeman | Bilbo Baggins | Film | 9 | Nuanceret og jordnær midt i det urealistiske |
| Ian McKellen | Gandalf den Grå | Film | 8 | Autoritet uden anstrengelse |
| Richard Armitage | Thorin Egekvist | Film | 8 | Mørk og kompleks – filmens egentlige motor |
| Benedict Cumberbatch | Smaug (stemme) / Nekromanceren | Film | 9 | Suveræn stemmeperformance med fysisk resonans |
| Evangeline Lilly | Tauriel | Film | 7 | Stærk tilstedeværelse, men en karakter med begrænsninger |
| Lee Pace | Thranduil | Film | 8 | Kølig og fascinerende i sin fremmedartede ophøjethed |
| Orlando Bloom | Legolas | Film | 7 | Teknisk imponerende, følelsesmæssigt begrænset |
| Luke Evans | Bard bueskytteren | Film | 8 | Overbevisende og med en menneskelig tyngde |
| Ken Stott | Balin | Film | 7 | Varm og troværdig støttespiller |
| Aidan Turner | Kili | Film | 7 | Charmerende og empatisk |
Medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug udgør et bredt ensemble, der spænder fra legendariske veteraner til skuespillere, der for alvor fandt deres udtryk her.
Medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug – en samlet analyse
Det er måske ikke helt tilfældigt, at filmens stærkeste præstationer kommer fra de skuespillere, der har mindst skærmbillede til at bevise noget. Martin Freeman som Bilbo Baggins er en af de mest interessante midtpunktskarakterer i nyere fantasy-film, ikke fordi han er den stærkeste eller den klogeste, men fordi han er den mest menneskelige. Freeman bærer en slags hverdagsagtighed ind i en verden, der er alt andet end hverdagsagtig, og det skaber en gnidning, der er produktiv snarere end forstyrrende.
Richard Armitage som Thorin Egekvist er filmens egentlige dramatiske omdrejningspunkt, selvom det ikke altid føles sådan. Hans Thorin er ikke en helt i traditionel forstand – han er en mand, der langsomt mister sig selv til et arvestykke af had og stolthed, og Armitage formår at spille denne gradvise erosion med en subtilitet, der af og til overrasker. Når man ser ham, sidder man lidt tilbage med en følelse af, at han fortjente endnu mere plads.
Benedict Cumberbatch som Smaugs stemme er et kapitel for sig. Det er en præstation, der eksisterer udelukkende i lyddomænet – og alligevel er den fysisk nærværende. Cumberbatch bruger sin stemme som et instrument med en præcision, der minder om de store radioskuespillere fra en æra, vi er holdt op med at dyrke. Dragens arrogance, dens kølige intelligens og dens pludselige raseri er ikke computergenererede effekter alene – de sidder i stemmen.
Karakterer på kanten – hvem bryder formen
Evangeline Lillys Tauriel er en karakter, der ikke eksisterer i Tolkiens originale tekst, og det er en beslutning, der stadig diskuteres. Som The Hobbit: The Desolation of Smaug skuespillere betragtet leverer Lilly en præstation, der er stærkere end det materiale, hun er givet. Tauriel er skrevet som en slags emotionel kompromis – en kvindelig karakter, der skal levere både action og romantik – og den kombination er ikke altid heldig. Men Lilly bærer det med en ro og en fysisk selvfølgelighed, der gør karakteren mere interessant, end den streng taget er skrevet til at være.
Lee Pace som Thranduil er filmens mest fascinerende biperson. Der er noget fremmedartede og koldt over hans elverkonge, en slags skønhed der er tæt beslægtet med ligegyldighed. Pace veksler mellem det majestætiske og det næsten uhyggelige med en lethed, der antyder, at han har et langt større bagland til karakteren, end filmen egentlig rummer. Det er den slags præstation, der gør én nysgerrig på skuespillerens øvrige arbejde.
Orlando Blooms Legolas er teknisk imponerende men følelsesmæssigt begrænset. Det er ikke Blooms skyld – karakteren er designet til at eksistere i actionsekvensernes logik, og her er han upåklagelig. Men man savner lidt det, der lå under overfladen i Ringenes Herre.
Bard bueskytteren – filmens mest undervurderede figur
Luke Evans som Bard er måske det mest undervurderede element i The Hobbit: The Desolation of Smaug cast. Bard er en mand, der bærer byens skæbne i sig, en arving til en tragedie han ikke selv har skabt, og Evans spiller det med en menneskelig tyngde, der sætter ham i en anden klasse end mange af filmens mere spektakulære figurer. Der er en træthed i hans blik, en slags ærlig ambivalens over for helterollen, som er befriende i en genre, der ofte er for glad for sit eget selvbillede.
Vurdering af ensemble: 8/10
Hvad castet siger om sin samtid
Det er interessant at betragte The Hobbit: The Desolation of Smaug roller i et bredere kulturelt perspektiv. Castets sammensætning afspejler en bestemt æra i Hollywoods fantasy-produktion – en æra, der er opmærksom på behovet for kvindelige karakterer, men ikke altid sikkert på, hvordan de skal bruges. Tauriels tilføjelse er symptomatisk: et velmenende forsøg på inklusion, der alligevel ender med at reducere karakteren til en kærlighedsinteresse.
Hvem får plads i dette univers? Primært hvide, primært mandlige figurer i handlingens centrum. Det er Tolkiens univers, ja – men det er også 2010’ernes filmverden, og spændet imellem dem er mere synligt end produktionen måske ønskede. Det er ikke en dom over filmen, men en observation, som man sidder med, når man ser på The Hobbit: The Desolation of Smaug skuespillere samlet set: der er masser af talenter her, men fordelingen af plads og dybde er ikke ligelig.
Alligevel – og det er vigtigt at fastholde – er der noget genuint ved måden, disse skuespillere møder hinanden på skærmen. Samspillet mellem Freeman og Armitage, den stilfærdige ærbødighed over for McKellen, den slags øjeblikke, der opstår organisk i et ensemble, der ved, hvad det laver. Det er ikke hver gang, og det er ikke overalt, men det er der.
Helhedens kemi – fungerer de sammen?
Et ensemble er ikke summen af sine individuelle præstationer. Det er noget, der opstår – eller ikke opstår – i relationerne imellem dem. Og her er The Hobbit: The Desolation of Smaug karakterer i en interessant situation: de fleste af dem befinder sig i forskellige fortællemæssige spor, der sjældent mødes med den nødvendige gnidning.
Dværgegruppen fungerer bedst som kollektiv – de er morsomme, varme og til tider rørende i deres fællesskab. Men det er svært at holde tolvogsten af navngivne dværge ude fra hinanden, og filmen gør heller ikke meget for at hjælpe seeren. Balin og Kili er de mest tilgængelige, men det er næsten per definition, fordi de er de mest humaniserede.
Det der virkelig binder filmen sammen, er ikke handlingen – det er de to eller tre øjeblikke, hvor karaktererne faktisk ser hinanden. Samtalen mellem Bilbo og Smaug er filmens absolutte kulmination, ikke fordi der er action, men fordi der er to modsatrettede former for intelligens i dialog. Freeman og Cumberbatch (som stemme) skaber noget, der nærmer sig dramatisk magi.
En afsluttende betragtning
Medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug er i det store hele stærke. Filmen er ikke altid i stand til at bruge dem optimalt – det er produktionens problem, ikke skuespillernes. Men der er øjeblikke her, der er ægte. Øjeblikke, der minder om, at bag de digitale verdener og de kolossale budgetter sidder der mennesker og prøver at gøre noget rigtigt. Det er ikke ringe.
Medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug har formået at skabe et ensemble, der er mere end sin tekniske kontekst – og det er i sig selv en bedrift.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem er de vigtigste medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug?
Martin Freeman som Bilbo, Richard Armitage som Thorin og Benedict Cumberbatch som Smaug er filmens absolutte bærende kræfter, men Lee Pace og Luke Evans byder på præstationer, der stikker ud.
Hvem spiller Smaug i filmen?
Benedict Cumberbatch leverer Smaugs stemme og bidrog desuden med motion capture til karakterens bevægelser og mimik.
Er Tauriel en del af Tolkiens originale univers?
Nej. Tauriel, spillet af Evangeline Lilly, er en karakter skabt specifikt til filmtrilogien og optræder ikke i Tolkiens bog.
Hvad er The Hobbit: The Desolation of Smaug cast’s stærkeste øjeblik?
Mange vil pege på dialogscenen mellem Bilbo og Smaug som filmens mest intense og dramatisk tilfredsstillende sekvens.
Vender Orlando Bloom tilbage i denne film som Legolas?
Ja, Orlando Bloom optræder som Legolas, selvom karakteren ikke er en del af Tolkiens Hobbit-roman. Det er en beslutning, der primært tjener et handlingsmæssigt formål.
Er filmen værd at se med fokus på skuespilpræstationerne?
Absolut. Medvirkende i The Hobbit: The Desolation of Smaug leverer et ensemble, der i sin bedste form løfter materialet langt over det gennemsnitlige fantasy-spektakel.
