Der er noget næsten nostalgisk ved at genbesøge Desperate Housewives i dag. Serien, der udspiller sig på den fiktive Wisteria Lane i forstaden Fairview, kredser om en gruppe kvinder, der tilsyneladende lever det perfekte liv – indtil de ikke gør det mere. Hemmeligheder, løgne, affærer, mord og alt det, der normalt gemmes bag en velplejet forhave. Det er melodrama i sit mest polerede format, og det fungerede åbenlyst, for serien blev et globalt fænomen.
Men hvad med castet? Det er jo dem, der bærer det hele. Og her er billedet lidt mere blandet end den soignerede facade vil have os til at tro. Der er præstationer, der holder vand den dag i dag, og så er der valg, der virker mere kalkulerede end organiske – som om nogen sad med en tjekliste over arketyper frem for mennesker. Lad os tage et kig.
Medvirkende i Desperate Housewives – et overblik over castet
Her er de centrale skuespillere i serien, med en hurtig analytisk vurdering:
| Skuespiller | Rolle | Episoder / år | Vurdering (1–10) | Kommentar |
|---|---|---|---|---|
| Teri Hatcher | Susan Mayer | 2004–2012 | 5 | Charmerende i starten, men karakteren slidtes hurtigt til en kliche af klodsetheden |
| Felicity Huffman | Lynette Scavo | 2004–2012 | 8 | Seriens mest nuancerede præstation – finder menneskelighed i kaos |
| Marcia Cross | Bree Van de Kamp | 2004–2012 | 8 | Stiv som lak udenpå, men Cross leverer subtile revner i facaden med præcision |
| Eva Longoria | Gabrielle Solis | 2004–2012 | 6 | Bruges primært som sexsymbol i de tidlige sæsoner – en skam, for Longoria kan mere |
| Nicollette Sheridan | Edie Britt | 2004–2009 | 6 | Seriens fremmeste syndebuk og outsider – underspillet og overset |
| Brenda Strong | Mary Alice Young (fortæller) | 2004–2012 | 7 | En usynlig rygrad i serien – stemmen der binder det hele sammen |
| James Denton | Mike Delfino | 2004–2012 | 5 | Trofast, men lidt farveløs – fungerer som emotionelt ankerpunkt uden at levere de store overraskelser |
| Doug Savant | Tom Scavo | 2004–2012 | 6 | Solid og lidt undervurderet – holder stand over for Huffmans overskyggende tilstedeværelse |
| Ricardo Antonio Chavira | Carlos Solis | 2004–2012 | 6 | Interessant karakterudvikling, men brugt ujævnt |
| Dana Delany | Katherine Mayfair | 2008–2010 | 7 | Bringer kant og ambiguitet til en serie, der sommetider er for blød |
| Vanessa Williams | Renee Perry | 2010–2012 | 6 | Tilføjer energi, men ankommer lidt sent til festen |
Læs også medvirkende i Firefly Lane – en anden serie med stærke kvindelige hovedroller og en tematik, der minder om Wisteria Lanes univers.
Arketyper i forstaden – og dem der bryder ud af dem
Det er svært ikke at tænke på Desperate Housewives som en maskine til at producere kvindetyper. Den kluntede romantiker. Den perfekte husmor med skeletonerne i garderoben. Den velhavende latinsk skønhed. Den kyniske femme fatale. Det er ikke subtilt, og det var aldrig meningen at være det.
Men det interessante sker i de øjeblikke, hvor skuespillerne formår at overskride det, de er blevet tildelt.
Felicity Huffman
Felicity Huffman er den åbenlyse vinder i den konkurrence. Lynette Scavo er på papiret “den ambitiøse kvinde, der valgte familien og fortryder det ind imellem” – en type, vi har set mange gange. Men Huffman gør hende til noget mere rodægte. Der er en træthed i hendes øjne, en frustration, der aldrig føles performet. Man tror på, at denne kvinde faktisk har sovet dårligt i syv år og er ved at miste tålmodigheden. Det er et stykke arbejde, der holder sig.
Marcia Cross
Marcia Cross som Bree Van de Kamp er på mange måder seriens mest interessante projekt. En kvinde, der er så låst i sine egne standarder, at hun nærmest er blevet en karikatur af sig selv. Cross spiller det med en slags iskold præcision, der til tider er decideret uhyggelig. Er det godt skuespil, eller er det en karakter, der er bekvemt designet til at være sin egen pointe? Lidt af begge dele, vil jeg mene.
Du kan også dykke ned i medvirkende i Her i nærheden, der på sin egen måde udforsker hverdagslivets relationer og de ting, vi ikke siger højt.
Det, der aldrig helt kom i mål
Eva Longoria
Og så er der Eva Longorias Gabrielle. Det er her, serien måske viser sine svageste kort. I de tidlige sæsoner er Gabrielle grundlæggende reduceret til sin krops narrative funktion – smuk, begærlig, forbrugt og forbrugelig. Longorias naturlige komiske timing og hendes evne til at levere en linje med præcis den rette mængde selvbevidsthed er til stede, men den udnyttes ikke konsekvent.
Det er lidt som om, seriens skabere ikke helt vidste, hvad de ville med hende ud over det åbenlyse. Og det siger måske noget om, hvad serien overordnet set prioriterede: det visuelle frem for det virkelige.
Nicollette Sheridan
Nicollette Sheridan som Edie Britt er et andet tilfælde, der fortjener mere end den behandling, hun fik. Edie er seriens skurkinde – eller rettere sagt, hun er den kvinde, de andre kan se ned på. Den åbenlyst seksuelle, den der “ikke hører til”. Og selv om Sheridan spiller det med overskud og selvironi, er det tydeligt, at karakteren er skrevet som en folie snarere end som et menneske. Hendes exit fra serien – og de omstændigheder, der omgav det – er velkendt og ikke ligefrem en strålende historieside.
Stemmen vi aldrig ser – og den vi altid føler
Brenda Strong
Brenda Strongs rolle som den afdøde Mary Alice Young, seriens fortæller, er let at overse fordi hun bogstaveligt talt ikke er til stede på skærmen det meste af tiden. Men det ville være en fejl.
Stemmen er næsten et ekstra instrument i serien – ironisk, lidt distanceret, med en understrøm af vemod der giver det ellers temmelig overdrevne plot en fornemmelse af egentlig melankoli. Det er en delikat balance, og Strong holder den. Det er den type præstation, der sjældent belønnes, fordi den er usynlig, når den fungerer.
Se også analysen af medvirkende i Efterforskningen – en serie, der på lignende vis blander hverdagsliv med mørke hemmeligheder og drama.
Desperate Housewives cast i nutidens optik – hvad holder, og hvad holder ikke?
Det er nu over tyve år siden, serien debuterede, og den kulturelle kontekst har naturligvis ændret sig. Set med 2024-øjne er der elementer af Desperate Housewives, der virker som levn fra en anden tid – og ikke altid på den charmerende måde.
Repræsentationen er et oplagt sted at starte. Serien er hvid i sin grundstruktur, og de ikke-hvide karakterer er placeret i periferien eller konstrueret omkring eksotificering. Gabrielle Solis som den latinamerikanske skønhed. Carlos som den latinamerikanske mand med temperament og penge. Det er ikke subtilt, og det er heller ikke tilfældigt.
Det siger måske noget om den tid, serien opstod i – en tid, hvor “mangfoldighed” i primetime-tv primært betød, at man inkluderede én karakter, der repræsenterede et “andet” segment, og derefter lod dem agere stereotype på en overfladisk charmerende måde. Det er ikke nok. Det var faktisk heller ikke nok dengang, selv om det trak færre overskrifter.
Streamingkulturen har i mellemtiden forkælet os med serier, der tager kvindelig kompleksitet alvorligt på en anden måde – Big Little Lies, The Bear (lidt på sidelinjen), Fleabag, I May Destroy You. Serier, hvor kvindelige karakterer ikke bare har hemmeligheder men har indre liv. Desperate Housewives rørte ved det, men tøvede for tit.
Og alligevel – og det er vigtigt at sige – er der noget, serien faktisk forstod, som mange af dens samtidige ikke gjorde: at forstadens asfyksie, de uudtalte forventninger til kvinder, og den performative perfektion er farlig. Det var et reelt feministisk potentiale, der dog aldrig blev indfriet fuldt ud. Fordi serien til syvende og sidst elskede sin egen æstetik for meget til at lade sig forstyrre af det politiske.
Ensemble eller soloshow – hvem bar egentlig lasset?
Spørgsmålet om, hvorvidt dette er et ægte ensemble eller fire solister med backup-vokalister, er ikke urimeligt at stille.
I bedste fald er det fire stærke kvindelige præstationer, der spiller mod hinanden med en kemi, der kan mærkes – især Huffman og Cross, hvis karakterers forskellighed skaber gnister. I mere ærlige øjeblikke ligner det et show, der har én primær stjerne-ambition (Teri Hatcher var vel nominelt “hovednavn” i starten), men som gradvist forskubbede sig mod Huffman og Cross, fordi de leverede mest.
Hatcher er i sagens natur ikke svag. Men Susan Mayer er designet til at være elsket frem for interessant, og det er en fælde, som er svær at undgå. Klodsetheden, den søde forvirring, de romantiske misforståelser – det er alt sammen lavet til at skabe sympati, og det virker, men det er ikke det, man husker.
Det, man husker, er Brees sammenbrud bag en perfekt pyntet dessert. Lynettes udtryksløse ansigt, da hun indser, at hun mistede sig selv et sted undervejs. Det er de øjeblikke, der bærer serien – og de er knyttet til præcist to skuespillere.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem er de mest kendte skuespillere i Desperate Housewives?
De fem centrale er Teri Hatcher, Felicity Huffman, Marcia Cross, Eva Longoria og Nicollette Sheridan. Alle er velkendte navne, men det er Huffman og Cross, der leverer de mest mindeværdige præstationer.
Er castet generelt godt?
Det er solidt – nogle steder endda fremragende – men ujævnt. Et par karakterer er stærkt begrænset af de arketyper, de er skrevet som, og skuespillerne kæmper ind imellem mod manuset snarere end med det.
Hvem spiller fortæller-stemmen i serien?
Brenda Strong spiller Mary Alice Young, seriens afdøde fortæller. Det er en rolle, der let overses, men som binder serien æstetisk og tematisk sammen.
Er Desperate Housewives værd at (gen)se i dag?
Ja, med forbehold. Som kulturhistorisk dokument er den interessant – og Huffman og Cross er stadig en fornøjelse. Men man skal være forberedt på, at repræsentation og karakterdybde ikke altid holder i mødet med nutidens standarder.
Hvilken skuespiller er mest undervurderet i serien?
Nicollette Sheridan som Edie Britt og Brenda Strong som fortæller – begge leverer mere end de bliver krediteret for.
Hvornår kørte serien?
Serien løb fra 2004 til 2012.
